Jeg er glad for at kunne præsentere mit nye album, “Biernes Geometri”. Albummet er en liveoptagelse af en performance, jeg opførte i august 2025 som en del af udendørsudstillingen “I et landskab”.

Cover til albummet, tv Casper Hernández Cordes improviserer på klarinet og live electronics. Th et udsnit af Morten Plesners skultur “Absorberet Landskab”, hvor du lige kan ane en flittig bi, på vej ind i den sci-fi-agtige indgang, Morten har lavet til bierne.

Konceptet: Klarinetten som lydligt kompas

Inspirationen kom fra værket Absorbed Landscape, der husede en levende bikube. Ligesom bier udfører en “waggle dance” for at vise vej til nektar, fungerer klarinetten her som et instrumentalt kompas.

Ved hjælp af motion tracking og softwaret MaxMSP spores klarinettens retning i landskabet. Når jeg panorerer instrumentet mellem udstillingens skulpturer, skabes et særligt lydforløb i synthen. Jeg har kaldt disse panoreringer “Promenader” (en reference til Mussorgskijs Udstillingsbilleder).

Når klarinetten peger direkte mod en skulptur, aktiveres værkets specifikke “lydarkitektur”. Dette er digitale koder, jeg har bygget ud fra skulpturernes fysiske proportioner, materialer og æstetiske udtryk, som får synthen til at reagere på klarinettens mindste bevægelser.

For at vide mere om forberedelserne til koncerten, om de enkelte værker, og om arbejdet med “lydarkitekturerne”, læs min blogpost her.

Hvorfor et album?

Selvom performancen var stedsspecifik og knyttet til øjeblikket, opstod der i samspillet mellem teknologien, arkitekturen og improvisationerne en helt særlig lydlig verden. Dette album er en dokumentation af det møde – en mulighed for at tage “den mentale næring” fra udstillingen med sig og opleve de geometriske forbindelser gennem lyden.

En overvejelse har været, om lydkvaliteten er god nok til et album. Det må du være med til at vurdere. Det er optaget på en iphone, og for at være ærlig glemte jeg ganske enkelt at optage lyden internt fra computeren (meget at tænke på lige op til koncertens start…..). Jeg har med vilje ikke fjernet støjelementer, som typisk er lydfolks største hadeobjekter (vind-pops, etc.), for at bevare så meget klangfuldhed i optagelsen som muligt….

Hvorfor Bandcamp?

Jeg har valgt at udgive albummet via Bandcamp, da platformen støtter uafhængige kunstnere og giver mulighed for at præsentere værket i den bedst mulige lydkvalitet (lossless). Her kan du både streame albummet og købe det digitalt, hvis du ønsker at støtte mit fortsatte arbejde med elektronisk komposition og performance.

Lyt til albummet her:

Leave a comment